Livsmods kommende arrangement afholdes i Frederikssund onsdag 8. februar 2017 kl. 13-16. Stedet er Thorstedlund, Græse Strandvej 22 i Frederikssund. Der er gode parkeringsmuligheder.

Oplægsholder

Denne eftermiddag får Livsmod besøg af Linni Rita Gad, cand.scient.soc, fra foreningen KAPOW, der står bag pakken ’De usynlige børn’. Linni har arbejdet på en folkeskole i København som klasselærer for børn med indlæringsvanskeligheder, ekstern lektor, projektleder og arbejder med animationsfilm. KAPOW består af socialpædagoger, grafikere, lærere, filmfolk og andre, der bidrager til at flere børn, der vokser op med forældre, der drikker for meget, snakker med en voksen.

Tematimerne

Timerne er en fortsættelse af Livsmods fokus på børn fra alkoholfamilier. Omkring 120.000 børn vokser op i en familie med et alkoholproblem – og ca. hver 3. dansker har et menneske med et alkoholproblem i familien. Af børn i familier med alkoholproblemer har ca. hver 3. risiko for at udvikle psykiske problemer. De har generelt højere risiko for spiseforstyrrelser, selvmordsadfærd og opsøge behandlere, få medicin, opleve skilsmisser med mere. Alt for mange af disse børn tænker, at det er deres skyld og at de er alene. Og de fortæller sjældent hemmeligheden til nogen. Derfor er det meget vigtigt at styrke børn i at fortælle, hvad de oplever. Og ruste de voksne i at tage imod dem – så tidligt som muligt. Men det er ikke altid problemløst. Børn gider ikke voksnes moralisering samtidig med, at der er en række etiske og praktiske udfordringer.

Indhold på dagen

KAPOW vil fortælle om de pædagogiske tanker og metoder bag materialet ’De usynlige børn’, og om hvordan de anvender eventyr, animation og en supermand. Linni vil også komme ind på, hvordan man kan arbejde med emnet på børnenes præmisser – og uden at skubbe forældrene væk. Herunder, hvordan vi undgår ikke at overse de børn, hvor familien ikke udsender tydelige signaler på, at noget er galt. Og desuden lægger vi op til – sammen med deltagerne – at snakke om de tabuer og barrierer, der gør, at det kan være svært at få talt om misbrug af alkohol og konsekvenserne for børnene. Tematimerne bliver en blanding af oplæg, diskussion, filmen ’Hr. Hemmelighed’ (14 min.) og deltagerne får mulighed for selv at prøve den interaktive tegneserie ’Zak og den magiske krystal’ og se på hele materialet. De usynlige børn’ er en undervisningspakke målrettet børn mellem 9 og 12 år, der lever med for store hemmeligheder. Eksempelvis forældre, der drikker for meget. Formålet er at styrke børn og deres omgivelser i at sætte ord på de kriser og følelser, der kan følge med, når man vokser op i et hjem med misbrug af alkohol. Gennem historiefortælling, film og interaktiv tegneserie skaber vi en bevidsthed og genkendelighed omkring de følelser og den sorg, som børn ofte har – og det hjælper børnene med at sætte ord på deres verden. Og det kan være vejen til at snakke med en voksen. Materialet er udviklet til fagpersoner, der arbejder med børn. Se mere på www.deusynligebørn.dk.

Oplæg: Se det her.