Livsmods tematimer fandt sted i Frederiksværk onsdag 17. maj kl. 13-16. 

Oplægsholder

Livsmod havde besøg af Lars J. Sørensen, der er psykolog, forfatter og tidligere chefpsykolog ved Statshospitalet Nykøbing Sjælland. Lars er endvidere supervisor og underviser i psykoterapi og har skrevet bøgerne ’Særpræg-Særhed-Sygdom’, ’Smertegrænsen, ’Skam – medfødt og tillært’ og ’Sjælens længsel’. 

Tematimerne

Eftermiddagen vil have fokus på skammens betydning for børn og unge. Tematimerne er en opfølgning på arrangementet for to år siden med prof. Dan Zahavi, der handlede om den teoretiske forståelse af begrebet skam. Nu følger vi op med tematimer om skammens betydning i praksis og har derfor inviteret psykolog og forfatter Lars J. Sørensen, der har beskæftiget sig med skam i mange år. Han siger blandt andet:

”Skam er en stærk faktor i forhold til at få det svært i sit liv. Jeg ville ønske, at man holdt op med alt det diagnosepjat og i stedet så på, hvad der er sket i folks liv, og forsøgte at hjælpe. Og i stedet for at tale om behandling så jeg hellere, at man snakkede om nærvær, tilknytning og relationer.”

Skam vedrører den enkeltes selvforståelse, som er skabt i samspillet med forældrene og omgivelserne. Den medfødte skam optræder i form af følsomme sansninger af verden. Den beskytter den inderste sårbarhed og registrerer enhver form for forkerthed. Den ubehagelige udgave af skam opstår, når man ikke bliver set som den, man er, og når man bliver behandlet forkert og spejlet forkert. Og bliver menneskers selvforståelse forkrøblet, er det et sjælemord, der kan føre til vold og overgreb og i værste fald til mord og selvmord. Der vil undervejs være mulighed for at drøfte eksempler og konkrete indsatsmuligheder.

Skam. Medfødt og tillært.

Se om bogen her.

Oplæg fra dagen: send en mail til info@livsmod.net og få det tilsendt.