Indbydelse til Tematimer: Børn og unges robusthed og modstandskraft v/ prof. Per Schultz Jørgensen

Livsmods næste arrangement om børn & unge afholdes fredag den 4.12.2015 kl. 12-14 på Hillerød Hospital (bemærk tidspunktet).

Konferencesalen, Konferencecenter, Indgang 50B, plan 2. Dyrehavevej 29, Hillerød.

Oplægsholder

Vi har været så heldige at få professor Per Schultz Jørgensen til at besøge Livsmod igen. Første gang var for omkring 5 år siden i Helsinge. Per Schultz har i en menneskealder været forbundet med børn & unge i Danmark. Han er børne- og familieforsker, og med i en række projekter, der sigter på at skabe bedre forhold for børn og unge i Danmark og internationalt.

Per Schultz Jørgensen er oprindeligt uddannet skolelærer, cand.psych. og dr. phil. fra Københavns Universitet. Han har været ansat ved Københavns Universitet, Socialforskningsinstituttet og ved Danmarks Pædagogiske Universitet som professor.

Mest kendt i den brede offentlighed er han som medlem af Børnerådet siden dets oprettelse i 1994 og han var rådets formand 1998-2001.

Tematimerne

Titlen på Per Schultz Jørgensens oplæg er: Børn og unges robusthed og modstandskraft. I en tid, hvor alt for mange unge oplever stress og manglende robusthed og presset fra skole og uddannelsessystem handler om dygtighed og kvalificering, bliver vi nødt til at spørge os selv, om den ballast, som vi giver børn og unge, er god nok.

Er de robuste og har de modstandskraft til at klare presset i en individualiseret verden? Børn og unge kan ’holde til meget’ – men hvor meget og på hvilke måder? Hvordan kan vi støtte dem og hjælpe dem til en indre målestok – og styrke deres karakterdannelse? Når så relativt mange børn og unge får ’ondt i livet’, må vi også spørge os selv, om den forebyggende indsats er god nok. Hvad skal vi vide og hvad kan vi gøre i kommunerne? Hvordan kan vi være med til at styrke deres robusthed og modstandskraft?

Temadagens oplæg.

Se Per Schultz Jørgensens oplæg her.