Tid & sted

Livsmods kommende arrangement afholdes fredag den 20. maj 2016 kl. 12-14. Sted: Hillerød Hospital, Konferencesalen Konferencecenter, Indgang 50B, plan 2.

Oplægsholder

Som opfølgning på Livsmods tidligere tematimer om angst får vi denne fredag besøg af Josefine Calundan fra Angstforeningen. Hun vil fortælle os, hvad de kan tilbyde af rådgivning og støtte til angstramte og deres pårørende samt til kommunale fagpersoner.

Angst er den hyppigste psykiske lidelse blandt børn og unge. Over 5 % af alle børn ville få en angstdiagnose, hvis de blev undersøgt. Mere end en ud af ti blandt danske skoleelever mellem 12 og 14 år lider af angst eller depression. Hvad er angst? Hvad vil det sige at føle angst? Hvordan kommer det til udtryk psykologisk og adfærdsmæssigt? Hvordan skelner man mellem at have følt angst og det at have en egentlig angstlidelse? Hvordan opdager man angst?

Oplægget vil præsentere det helt nye materiale ’Vær ikke bange for angsten’, der er et stort online informations- og undervisningsmateriale. Ud over at forebygge og oplyse om angst hos børn og unge mellem 11-17 år har materialet også særligt fokus på forældre og skoler. ’Vær ikke bange for angsten’ samler for første gang viden om angst til børn og unge, deres forældre, lærere og andre fagpersoner på ét sted, så det bliver lettere at søge og finde viden og hjælp til at forstå og håndtere angst. Den omfattende hjemmeside består af fire universer til henholdsvis børn, unge, forældre og fagpersoner med hvert sit materiale og en lang række dokumentarfilm.

I finder materialet her: www.angstforeningen.dk/vaerikkebange

Oplæg

Du kan se dagens oplæg om angst her.